onsdag

VALNØDDEMARENGS MED CHOKOLADE

Valnøddemarengs med chokolade er lækre som de er eller bedre endnu, lagt sammen to og to med flødeskum.
De er sprøde udenpå og lidt bløde indeni. Faktisk de bedste marengs jeg har smagt og fast i mit julesortiment og såmænd også på andre tider af året.

VALNØDDEMARENGS MED CHOKLADE

100 g fintmalede valnøddekerner
3 tsk. maizena
4 æggehvider, vægtklasse 3
200 g sukker
evt. 50-100 g god mørk, smeltet chokolade til pynt

Bland nødder, maizena og 100 g sukker. Pisk æggehviderne næsten stive, tilsæt lidt efter lidt resten af sukkeret (100g) og pisk massen helt stiv. Vend nøddeblandingen i.
Fyld massen i en sprøjtepose med påsat stjernetylle og sprøjt 14-16 toppe på bagepapir, lagt på pladen.
Hver marengs skal have en diameter på 6-7 cm. Bag dem i varmluftovn ved 120 grader i 60-70 minutter. I en almindelig ovn skal de tørre ca. 6 timer ved 75 grader.
Pynt evt. de afkølede valnøddemarengs med smeltet chokolade i striber. Brug en ske til at dryppe med.