torsdag

Rødvinskogte pærer med nougatfyld og kanelcreme

Opskriften er til 4 personer

RØDVINSKOGTE PÆRER MED NOUGATFYLD OG KANELCREME

8 små pærer med stilk
100 g sukker
1/2 flaske rødvin
180 g blød nougat

kanelcreme

3 dl piskefløde
4 spsk. florsukker
stødt kanel
1/2 tsk. reven citronskal

sprøde nøddebrud

250 g sukker
1 tsk. natron
170 g hakkede nøddekerner

Pærerne skrælles og stilken bliver på. Stilles i en gryde med stilkene opad, sukker og rødvin tilsættes. Pærerne koges under låg ca. 15 minutter og afkøles. Flæk pærerne og fjern kernehuset. Fyld hullet med blød nougat og tryk atter pærerne sammen til en hel.

Til kanelcreme piskes fløden med sukker og kanel så den er let flydende og den revne citronskal tilsættes.

Sprøde nøddebrud er karameliseret sukker, hvori er vendt nøddekerner, blandet med natron. Nøddemassen spredes ud på pergamentpapir og køles af så den stivner. Bryd eller slå karamelmassen i mindre stykker så stykkerne passer til brud eller som pynt.

Spise med Mormor

mandag

Brune kager fra conditori La Glace


BRUNE KAGER FRA CONDITORI  LA GLACE

250 g mørk farin
300 g smør
1 1/4 dl sirup
5 g potaske i lidt varmt vand
500 g mel
100 g hakkede mandler eller nødder
25 g blandede krydderier kanel, nellike, ingefær, kardemomme og allehånde

Farin, smør og sirup varmes i en gryde. Gryden tages af varmen og den opløste potaske tilsættes, hvorefter det afkøles til det er lunkent. Mel, krydderier, mandler eller nødder tilsættes og dejen æltes igennem.
Dejen formes til stænger, ca. 5 cm i diameter og stilles koldt til næste dag. Dejen skæres i tynde skiver og bages 6-8 min. ved 175 grader.
Lad kagerne blive helt kolde inden de kommes i dåse med tætlukkende låg.

Spise med Mormor

tirsdag

Grise-Riletter

Grise-riletter, lavet på svinekød, and eller gås er vidunderligt på julebordet. Endelig er riletter også dejlig vintermad. Anvendes gris, er nakkekam rigtig god.

GRISE-RILETTER

1 1/2 kg fed nakkekam uden svær
1/2 kg ren svinefedt
1 tsk. hel sort peber
2-3 kviste timian
1 tsk. tørret basilikum

saltlage

1 1/2 liter vand
150 g salt
100 g farin

Vandet bringes i kog og tilsættes salt og sukker. Står så til afkøling.
Kødet, der er skåret i småtern lægges i saltlage til næste dag. Lagen hældes fra og kødet kommes i en gryde sammen med fedt og krydderierne. Det bringes i kog og simrer meget svagt i ca. 4 timer. Kødet skal være så mørt, at det nemt kan moses med en gaffel. Der røres i gryden af og til.
Riletterne afkøles og hældes på krukker. Fedtet skal dække kødet. Det hele afkøler og når det er helt koldt lægges pergamentpapir over.
Opbevares koldt i køleskabet.

Grise-riletter spises med et godt rugbrød og sennep til.


torsdag

Julens leverpostej med ingefær

Leverpostej må ikke mangle på det danske julefrokostbord så hvorfor ikke variere den klassiske danske leverpostej lidt i smagen, som her med ingeflr og madagaskarpeber.

JULENS LEVERPOSTEJ MED INGEFÆR

500 g svinelever
400 g spæk
2 små løg
smør til stegning
2 æg
4 spsk. salt
2 dl fløde
2 spsk. grøn madagaskar peberkorn
2 spsk. finthakket, syltet ingefær
tynde spækskiver til formen

Skær de pillede løg i tern og svits dem et øjeblik i smør. Lever og spæk hakkes og heri blandes de stegte, afkølede løg sammen med æg, mel, salt, fløde, grønne peberkorn og ingefær. Farsen røres godt igennem og smages til med salt.

En form beklædes med tynde spækskiver og farsen hældes i formen.

Bages i ovnen i vandbad ved 175 grader i ca. 1 time.

Spise med Mormor

tirsdag

Julens varme velkomstsuppe

Julens varme velkomstsuppe er hurtig at fremtrylle, hvis der anvendes bouillonterninger. De øvrige ingredienser tilsættes og drikken er klar på få minutter.

Der serveres evt. crackers i baconsvøb til.

Opskriften er til 4-6 personer

JULENS VARME VELKOMSTSUPPE

1 liter bouillon på terninger eller hjemmekogt
1/2 flaske god hvidvin
4 æggeblommer

Bouillonen varmes op til kogepunktet, hvidvinen, smagt til med salt hældes i og tilsidst tilsættes æggeblommerne, rørt med lidt vin.

Det hele varmes op til kogepunktet.

Ostecrackers omvikles med skiver af bacon, sættes i ovnen ved 200 grader i 10-12 minutter. Lægges på køkkenrulle.

Server et glas dampende velkomstsuppe med sprøde baconcrackers til, såsnart gæsterne dukker op.

Spise med Mormor

lørdag

Julens Frugtkage

En saftig og god skærekage med julens mange dejlige frugter er næsten en selvfølge at have i dagene op til jul.

JULENS FRUGTKAGE

250 g tørrede figner, skåret i småstykker
250 g svesker, skåret i småstykker
250 g rosiner
3 spsk. cognac
250 g mel
200 g grahamsmel
4 tsk. bagepulver
175 g sukker
1 tsk. nellike
1 tsk. allehånde
4 spsk. mælk
3 dl rapsolie
4 store æg

Frugterne blandes med cognac og det hele trækker et par timer. Mel, bagepulver, krydderier og sukker blandes sammen og røres med olie, æg og mælk. Frugter og cognac kommes i og dejen røres glat.
Fyld dejen i en bageform, smurt med mgr. og beklædt med tilklippet bagepapir.
Bages i ovnen ved 160 grader i ca. 1 1/2 time til den er gennembagt.

Spise med Mormor

fredag

ABRIKOSBRØD

Abrikosbrød, skåret i små firkanter og vendt i tesukker er en dejlig julekonfekt i skålen sammen med marcipan og chokolade. Abrikosbrød minder i alt sit væsen om kvædebrød.

ABRIKOSBRØD

1 kg tørrede abrikoser
1 kg sukker til 1 kg mos

De vaskede abrikoser sættes i blød i 2 døgn i så meget vand, at de lige dækkes. Males gennem kødmaskinen og koges med sukkeret i ca. 1 time. Passeres gennem en grov sigte. Mosen koges med sukkeret (1 kg mos til 1 kg sukker) i ca 1 time. Hældes i oliesmurte forme i et 2 cm tykt lag og stilles lunt til tørre i nogle dage. Når det er stift, skæres ud i aflange firkanter, der vendes godt i groft sukker. Stilles atter til tørre med undersiden opad.

De helt tørre abrikosbrød gemmes i æske med pergamentpapir i.

Spise med Mormor