tirsdag

HVIDKÅLSSALAT MED APPELSINER

Til al den forfærdelig dejlige og fristende, fede julemad, er salat en rigtig god ledsager. Her en rigtig julesalat med både appelsiner og rosiner fra midti 60erne.

Salaten kan enten overhældes med citronmarinade eller den kan vendes i flødeskum og så er vi jo lige vidt med det fede.

Opskrift : Else Algreen

HVIDKÅLSSALAT MED APPELSINER

knap 1/4 hvidkålshoved
2-3 appelsiner
3-4 spsk. små rosiner

Snit kålen i fine strimler. Pil og del appelsinerne, fjern hinder og skær evt. i mindre stykker.
Skyl rosinerne og bland det hele.
Overhæld salaten med citronmarinade eller vend ingredienserne i flødeskum, smagt til med citron.

Spise med Mormor

Noget om Mad

VI BAGER GAMMELDAGS

mandag

KAFFE-BAVAROISE

En dejlig varm kaffe-bavaroise med æggesnaps, mælk, og rom, luner godt på kolde vinterdage. December måned er måneden, hvor vi hygger igennem med hinanden og hvad er dog bedre end at nyde en dejlig varm decemberdrik med andre.

Der bliver 6 glas af drikken.

Opskrift : Else Algreen

KAFFE-BAVAROISE

8 æggeblommer
1/4 kg sukker
1/2 liter stærk kaffe
1/2 liter mælk
2 dl rom

Æggeblommerne røres lette med sukkeret i en tykbundet gryde. Kaffen tillaves og hældes så varm som muligt i æggesnapsen sammen med den kogende mælk. Tilsæt eventuelt mere sukker og opvarm blandingen under kraftig piskning uden at kogepunktet nås.

Tilsæt rommen og servér kaffen omgående.

Spise med Mormor

Noget om Mad

VI BAGER GAMMELDAGS

søndag

KARAMELSLICES

Lækre kage- og konfektbidder af kagebund med karamel, overtrukket med chokolade til juletidens kaffetår og konfektskåle. Bages i lille bradepande og skæres ud i passende snitter.

Det rene konfekt, der lader sig opbevare i kagekasse, hvis det ellers får lov, at blive stående.

Opskrift : AMA

KARAMELSLICES

bund

100 g AMA Bagning
75 g brun farin
75 g musli
50 g smuldrede kiks, f.eks. digestive
75 g kokosmel

karamel

50 g AMA Bagning
2 spsk. lys sirup
1 dåse kondenseret mælk

150 g mørk chokolade

Bland AMA bagning i kog med farin i en gryde og bland müsli, smuldrede kiks og kokosmel i.

Blandingen kommes i en lille bradepande (ca. 20 x 30 cm), hvor den trykkes godt sammen. Brug evt. en paletkniv.
Bunden bages ved 175 grader i 20 minutter.

Til karamellen bringes AMA Bagning og sirup i kog. Tilsæt kondenseret mælk og kog langsomt op under konstant omrøring til konsistensen er jævn. Pas på den ikke brænder på.

Hæld massen ud over bunden, bag den 10 minutter og afkøl i formen.

Smelt 100 g hakket chokolade over vandbad. Tag skålen af varmen og rør de sidste 50 g hakket chokolade i. Rør til al chokoladen er smeltet. Smør chokoladen ud over karamellen og lad den stå til den er stivnet.

Skær konfekten i små stykker.

Kan opbevares i kagedåse.

Spise med Mormor

Noget om Mad

VI BAGER GAMMELDAGS

FRU NIELSENS ÆBLESKIVER

Jul og æbleskiver hænger uløseligt sammen og har man fundet OPSKRIFTEN er der måske ingen grund til at stifte bekendtskab med andre opskrifter, men morsomt er det nu alligevel at prøve lidt forskelligt.

Opskrifter på æbleskiver er der rigtig mange af. Her en lidt gammeldags opskrift med smag af kardemomme og citron.

Der bliver ca. 50-60 stk. af portionen

Opskrift : Lotte Haveman

FRU NIELSENS FINE ÆBLESKIVER

375 g mel
2 tsk. sukker
1/2 tsk. kardemomme
1/4 tsk. salt
reven skal af 1 citron
1/2 liter sødmælk
5 æg
250 g smør eller margarine

til bagning

ca. 75 g smør eller margarine

Mel, sukker, salt, kardemomme og reven citronskal blandes og røres til en klumpfri jævning med mælken. Æggene deles og blommerne røres i dejen sammen med smeltet, afsvalet smør. Hviderne piskes stive og vendes lige før bagningen i dejen, der fyldes i en kande.

Bag æbleskiverne i æbleskivepanden og servér dem med sukker, syltetøj eller en frugtkompot til.

Disse æbleskiver holder formen og smager også godt kolde den næste dag.

Spise med Mormor

Noget om Mad

VI BAGER GAMMELDAGS

torsdag

FENNIKEL-VALNØDDESALAT

Julemad er sulemad og så gør det godt med lidt grøn salat iblandt alt den fede julemad, som vi jo så nødig vil undvære.
Hertil er salater velegnet at sætte på bordet.

Prøv f.eks. denne fennikel-valnøddesalat. Den er ikke neutral i smagen, men går fint til mange ting med sin spændende smag af kongen af Danmark.

FENNIKEL-VALNØDDESALAT

1-2 fennikelknolde
3 spsk. hakkede valnøddekerner
1 spsk. velkrydret olie-eddike-marinade
1-2 spsk. mayonnaise
salt
friskkværnet peber

Fennikel vaskes, halveres og skæres i tynde skiver. Blandes med grofthakkede valnøddekerner.

Marinaden og mayonnaisen piskes sammen. Fennikel og valnødder blandes heri. Smages til med salt og friskkværnet peber.

Spise med Mormor

Noget om Mad

VI BAGER GAMMELDAGS

tirsdag

CITRONPLESKNER

Utrolig lækre er disse gammeldags citronpleskner, pyntet med hakkede hasselnøddekerner. Småkager, der passer fint på julens kagebord.

Kagerne flyder lidt ud, så de må ikke sættes for tæt på pladen.

Opskrift : Sigrid Fugl

CITRONPLESKNER

250 g smør
200 g sukker
1 æg
reven skal af 1 citron
250 g hvedemel
25 g hasselnøddekerner

 Rør smør og sukker smidigt og rør ægget i. Bland reven citronskal med mel og kom det i. Ælt dejen sammen og form den til kugler, der sættes på plade med bagepapir, men ikke for tæt, da kagerne flyder lidt ud. Tryk dem let flade og drys med hakkede hasselnøddekerner, der trykkes lidt ned i dejen.

Bages ved 200 grader i 12-14 minutter. Afkøl på bagerist.

Spise med Mormor

Noget om Mad

VI BAGER GAMMELDAGS

lørdag

VIOLETTA

Violetta, en dejlig alkoholfri punch med smag af julens krydderier, tilberedt med solbærsaft, grapesaft og æblemost. Punchen er krydret med muskat, kanel og nelliker.

Rækker til 10-12 portioner

Opskrift : Fritze Juel

VIOLETTA

1 flaske mørk druesaft
1/2 flaske solbærsaft
1/4 liter grapesaft
1/4 liter æblemost
1/4 tsk. reven muskat
1/2 tsk. stødt kanel
2-3 hele nelliker
sukker efter behov

Bland de tre slags saft samt æblemost og krydderier og varm det forsigtigt op, uden at koge. Smag eventuelt til med lidt sukker. Spæd med 2-4 dl kogende vand og rør godt.

Servér punchen straks.

Spise med Mormor

Noget om Mad

VI BAGER GAMMELDAGS

søndag

AUTOGLØGG

Juletid er gløggtid og gløgg forbinder vi jo traditionelt med rødvin. Imidlertid er det da muligt, at servere en dejlig alkoholfri gløgg uden rødvin, hvor solbærsaft og hindbærsaft har indtaget rødvinens plads.

Autogløgg tilberedes med solbærsaft, hindbærsaft, stødt kanel, reven appelsinskal, smuttede mandler og citronskiver.

Rækker til 10 personer

Opskrift : Fritze Juel

AUTOGLØGG

1 flaske solbærsaft
1/2 flaske hindbærsaft
1 tsk. stødtkanel
reven skal af 1 citron
50 g smuttede, skoldede og hakkede mandler
citronskiver

Bland de to slags saft med kanel og citronskal og varm det op, uden at koge. Spædmed 2-3 dl kogende vand og tilsæt mandler og citronskiver.

Servér drikken rygende varm.

Spise med Mormor

VI BAGER GAMMELDAGS

Noget om Mad

fredag

OSTEMÅNER

Til julens frokostborde hører ost og gerne ost på en spændende og alternativ måde, tillige med den traditionelle ost.

Her nogle små lynhurtige, spændende ostemåner af agurk og danablu, smagt til med paprika. Pynt udgøres af 1/4 valnøddekerner.

OSTEMÅNER

1 salatagurk
salt
100 g smør
100 g danablue
rosenpaprika
10-15 halve valnøddekerner

Skær agurken i ret tykke skiver og del hver 1 gang igennem. Drys dem med lidt salt.

Rør smørret blødt og rør det lidt efter lidt i den mosede danablu. Smag til med rosenpaprika og læg lidt af denne masse på hver halvmåne. Pynt med 1/4 valnøddekerner.

Spise med Mormor

Noget om Mad

VI BAGER GAMMELDAGS