tirsdag

Julekarameller med mandler

Julekarameller med mandler, pakket i det fineste cellofan i kulørte farver, pynter på julens slikborde og så er det en fantastisk vært- eller værtindegave i julemåneden.

Julekarameller med mandler kan også kommes i små papirforme i stedet for, at pakkes i cellofan.

Der bliver ca. 45 stk. af portionen.

JULEKARAMELLER MED MANDLER

25 g smør
3/4 dl sirup
2 dl fløde
125 g sukker
1 tsk. vaniliesukker
25 g hakkede, skoldede, smuttede mandler

Kom smør, sirup, fløde, sukker og vaniliesukker i en tykbundet gryde og bring det i kog ved jævn varme. Rør ofte i blandingen. Lad nu karamelmassen koge under jævnlig omrøring ca. 40 minutter eller til karamelprøven kan gøres.

karamelprøven

Dyp skaftet af en træske i lidt koldt vand, dyp derpå skaftet i den varme karamelmasse og igen i koldt vand. Hvis massen kan trilles til en lille kugle, er blandingen klar.

Bland de hakkede mandler i karamelmassen og kom massen i små papirsforme eller i en lille smurt bradepande eller folieform. Dyp en kniv i koldt vand og skær massen i terninger, som brækkes fra hinanden, når de er helt kolde.

Julekarameller med mandler opbevares koldt, efter de er pakket smukt ind i cellofan eller hældt i små papirforme.

Spise med Mormor