tirsdag

Oksefilet med mandelkartofler og mjødsauce

Oksefilet med mandelkartofler og mjødsauce er en flot ret til nytårsaften. Årets kok 2006, Thorsten Schmidt har kreeret retten.

OKSEFILET MED MANDELKARTOFLER OG MJØDSAUCE

stegning af oksefilet

600-800 g oksefilet
salt
1 hakket hvidløg
2 spsk. finthakket skalotteløg
2 spsk. finthakket timian
lidt smør

Salt kødet i 20 minutter, brun det af i smør og stil det i ovnen ved 70 grader i ca. 4-6 timer. Brug et stegetermometer. Kødet er perfekt, når termometeret viser 58 grader.
Lige før servering tages kødet ud af ovnen og vendes på en pande, samtidig med der steges et hakket hvidløg, 2 spsk. finthakket skalotteløg og 2 spsk. finthakket timian i lidt smør. Vend kødet godt i panden, så det får en pæn glasering.
Kødet skæres i fire pæne stykker.

600 g fyld fra bagte kartofler
100-125 g smør
1 1/2 dl sødmælk
1 spsk. mandelolie
salt

mandelkartofler

Fyldet fra de bagte kartofler blandes med mælk. Tilsæt mandelolie og smør. Rør mosen jævn og smag den til med salt.

100 g smuttede mandler
2 dl vand
30 g salt

Kog mandlerne i saltlage 10 minutter. Tag dem op og rist dem i ovnen til de er gyldne. Riv mandlerne på et rivejern og drys dem over kartoflerne ved servering.

mjødsauce

1 dl æblebalsamico
1 spsk. honning
1 liter god fond
20 g tørrede svampe
1/2 bundt timian
2 fed hvidløg
2 grofthakkede skalotteløg
50 g smør
mjød

Honning og balsamico karamelliseres og koges lidt ind. Tilsæt fonden, timian, svampe, hvidløg og løg. Lad småsnurre i en time og kog ned til det halve. Der skal være ca. 2 dl tilbage. Rør smør i saucen og smag til med mjød, salt og lidt ekstra balsamico.

Spise med Mormor