søndag

Sharonis med appelsinsauce

Sharonis med appelsinsauce pynter ovenpå julens fede og tunge mad. Isen kan serveres med kold som lun sauce og begge dele er lige dejligt.

Sharonfrugten kan forøvrigt spises hård som et æble og blød som en blomme. Den er uden sten med en meget speciel smag og aroma, som minder om abrikos. Frugten har et højt indhold af A-vitamin og rigeligt med andre vitaminer og mineraler.

Heldigvis kan is laves i rigtig god tid før jul, så kun appelsinsaucen må vente til lige før, der skal serveres.
Opskriften er til 4 personer.

SHARONIS MED APPELSINSAUCE

3 modne sharonfrugter
2 1/2 dl vand
75 g sukker
3 æggeblommer
100 g sukker
1/4 L fløde, pisket til skum

sauce
1 appelsin
3 dl friskpresset appelsinsaft
75 g sukker

Til is tages stilken af sharonfrugterne, som skæres i både og koges møre i vand og sukker. Det hele passeres gennem en sigte og puréen afkøles.
Æggeblommerne piskes med sukkeret og vendes i den piskede fløde. Den afkølede puré vendes i og ismassen vendes i små cocotter.
Isen fryses min. 3 - 4 timer før servering

sauce
Appelsinen med skræl skæres i små både, koges 5 minutter i vand, hvorefter vandet sies fra. Appelsinstykkerne koges igen i appelsinsafr og sukker til saucen bliver jævn.

Ved servering hældes isen ud på asietter og saucen hældes ved.