Risbudding med brændte figner er en skøn og heftig juledessert. Buddingen med smag af de skønneste julekrydderier, tilsat brændte figner og rom er en drøm af juledessert.
Et rigtig godt alternativ til ris a'la mande, for de, som har mod på at gå imod traditionerne.
Opskrift : Alt for Damerne / Mira Arkin
RISBUDDING MED BRÆNDTE FIGNER
140 g grødris
1 liter sødmælk
2 dl piskefløde
1 vaniljestang
1 knsp. salt
4 stænger hel kanel
6 hele kardemommekapsler
100 g sukker
50 g rosiner
1 ds. brændte figner i karamel
3-4 spsk. mørk rom
Mælk, fløde og ris kommes i en tykbundet gryde. Flæk vaniljestangen og skrab kernerne ud. Kom det hele i gryden sammen med salt, kanel og kardemomme.
Lad mælken koge langsomt op og skru så ned for varmen. Der røres konstant så det ikke brænder på. Lad grøden simre i ca. 25 minutter. Tilsæt sukker og lad det koge videre i 5 minutter. Sluk for varmen og tilsæt rosiner. Lad grøden trække under låg i 15 - 20 minutter, medens den tykner. Fisk vaniljestang og eventuelle kanelstænger op og hæld risbuddingen i en skål. Læg film over grøden, helt ned på grøden, så den ikke trækker skind og lad den køle ned, så den sætter sig.
Figner og rom hældes i en kasserolle og varmes.
Kardemommekapsler bliver i grøden for at afgive smag, men pas på ikke at tygge dem. De er hidsige i smagen.
Servér risbudding med brændte figner, anrettet i smukke portionsglas eller i en glasskål.
Spise med Mormor
Noget om Mad
VI BAGER GAMMELDAGS