Jul og bacon hører sammen og hjemmerøget bacon til den gode julemad er et ganske morsomt arbejde på grillen.
Lad manden i huset klare rygningen sammen med en kuglegrill, et godt stykke stribet bacon og et læsted i haven.
Lidt tålmodighed og lyst skal der også til. Så er bunden også lagt for et stykke julebacon af den hjemmegjorte slags.
Kilde : Lime
RYG DIT EGET JULEBACON
en kuglegrill
en ribbensteg, der ikke er ridset
1/2 kg salt
250 g sukker (gerne moskovadosukker)
enebær, timian eller andre tørrede krydderier
røgsmuld
Bland salt, sukker og krydderier og fjern eventuelle ben fra kødet. Gnid det godt ind i krydderblandingen (det skal være helt dækket) og læg kødet i en pose og tilsæt ekstra af krydderiblandingen.
Lad kødet ligge i køleskabet i 3 dage til saltet har trukket væsken ud af kødet. Vend posen dagligt, så det hele fordeles. Når kødet er færdigsaltet, tages det ud af posen og skylles grundigt under vand. Lad kødet stå i vand 1/2 døgn for at afsalte det. Derefter tørres det i 1-2 dage, hængende et frostfrit sted. En carport eller en overdækket terrasse er fint i efterår- og vinterperioden.
Nu skal kødet koldrøges i kuglegrillen. Den nederste rist pakkes ind i stanniol og der laves en hesteskoform af røgsmuld, der antændes med en tændbriket i den ene ende. Kødet lægges på den øverste rist, når briketten er udbrændt.
Luk det nederste spjæld helt og lad det øverste stå en smule åbent. Efter nogle timer er røgsmulden brændt. Processen kan gentages 2-3 gange efter hvor røget baconen skal være.
Er klar til at spise straks, men bliver bedre af at hænge nogle dage.
Spise med Mormor
Noget om Mad
VI BAGER GAMMELDAGS