Denne skønne salat passer særdeles godt til alle julens stege og fugle. Den er sprød, blød, syrlig og sød på én gang. Hasselnøddekerner er at foretrække, men mandler kan bruges.
Opskriften er til 4 personer
SALAT MED NØDDER, ROSENKÅL OG DRUER
300 g rosenkål
40 g smør
300 g vindruer, blå og grønne
200 g hasselnøddekerner
Begynd med nødderne. Spred dem ud på en bageplade og sæt dem i ovnen 4 - 5 minutter ved 200 grader. Hold øje med nødderne, så snart de får mange sprækker, hældes de i et dørslag og nuldres fri for hinderne.
Vend de rensede rosenkål i smør på en pande, tilsæt 1/2 dl vand og læg låg på straks. Damp kålen i ca. 8 minutter. Den skal være både sprød og mør. Tilsæt halverede, udkernede vindruer, varm dem med under omrøring i et minut eller to. Bland nødderne i og servér til julens stege og fugle.
Noget om Mad