onsdag

Rødvinsglaseret sprængt and

Rødvinsglaseret sprængt and, serveret med rødkål, andesauce, hvide- og brune kartofler er traditionel julemad, omend anden er sprængt. Vil man prøve en lidt anderledes og utraditionel julemiddag, kan tilbehøret erstattes med selleripuré, ristede svampe og rødvinssauce.

Opskriften er til 4 personer.

RØDVINSGLASERET SPRÆNGT AND

1 letsaltet and
200 g brun farin
1 flaske rødvin
2 løg
1 kanelstang
3 stjerneanis
4 nelliker

dag 1
Kog den letsaltede and med kanel, anis, løg og nelliker til den lige akkurat er mør. Afkøl den til næste dag.

dag 2
Læg anden i en bradepande, farin fordeles på så det dækker lår og bryst. Steg anden i ovnen ved 190 grader i 15 minutter.
Lidt rødvin hældes på og anden steger i 10 minutter. Dette gentages 3 - 4 gange til anden er sprød og gylden.
Anden afkøles let og deles i lår og bryst.
Lige inden servering varmes anden op i ovnen ved 190 grader i ca. 10 minutter.

Servér rødvinsglaseret sprængt and med rødkål, andesauce, hvide- og brune kartofler.

Spise med Mormor