Hollænderne er sande mestre i at bage godt brød og kager, så vi bager disse hollandske specialiteter, fyldte speculaas eller som hollænderne kalder dem gevulde speculaas. Man kan så overordentlig nemt blive noget afhængig af disse lækkerbiskener.
De dejlige kager er fyldt med en vidunderlig mandelmasse der, når den er gjort, faktisk har allerbedst af at stå koldt til næste dag, før den fordeles på kagen.
Kagerne er så lækre, at de nemt erstatter petit fours og bager man dobbelt portion og undgår at lægge dejen helt ud til kanten, kan en almindelig bradepande bruges.
Kagerne er holdbare længe i tætlukket kagekasse.
Opskrift : Lotte Havemann Der bliver ca. 70 stk. af portionen.
FYLDTE SPECULAAS
dej
250 g mel
200 g smør eller margarine
150 g farin
1/2 tsk. bagepulverr
1 spsk. kanel
1 1/2 tsk. nellike
3/4 tsk. muskat
2-3 spsk. mælk
fyld
125 g mandler
125 g sukker
1 æg
1-2 tsk. reven citronskal
sammenpisket æg til pensling
10 mandler
Start med fyldet i hvert fald 3-4 timer før det skal bruges eller lav det dagen før og sæt det koldt.
Mandlerne skoldes, smuttes og tørres i papir (køkkenrulle). Tag 10 fra til pynt. Mal mandlerne gennem en persillekværn eller kom dem i blenderen og bland dem med sukker. Blendes igen eller males atter i persillekværnen. Sammenpisket æg og reven citronskal tilsættes mandelmassen. Det hele blandes godt. Kommes i en skål med tætsiddende låg eller dækkes med film. Står nu koldt en rum tid.
Til dejen smuldres mel og smør sammen, farin, bagepulver, krydderier og mælk tilsættes og dejen æltes hurtigt sammen og stilles ligeledes koldt i mindst 2-3 timer.
Et fladt ildfast fad eller en lille bradepande ca. 20 x 30 cm smøres godt med smeltet margarine og drysses med rasp. 2/3 ad dejen rulles ud, så det lige dækker fadets bund. Mandelfyldet fordeles henover i et jævnt lag. Resten af dejen rulles ud, lægges over fyldet og trykkes godt til i kanten med en gaffel. Kagen pensles med sammenpisket æg og pyntes med hele, flækkede mandler, der lægges i pæne rækker på kagen.
Bages i ovnen ved 175 grader på rist i nederste ribbe i ca. 35 minutter. Afkøl kagen i fadet.
Først skæres kanten ren, ganske tyndt, hele vejen rundt, dernæst skæres små fine kager på 2 1/2 x 2 1/2 cm med en skarp spids kniv.
Spise med Mormor
Mormors Juleopskrifter
Noget om Mad