Denne skønne blåbærtrifli med mascarponecreme og kiks er en dejlig nem dessert til en af juledagene, hvor der er nok at se til i køkkenet. Triflien anrettes i portionsglas først på dagen eller dagen før og står koldt, til de skal bruges.
Kilde : Rachel Allen
NEM BLÅBÆRTRIFLI
150 g friske eller frosne blåbær
100 g melis
saften af 1/2 citron
1 æg (blomme + hvide)
125 g mascarpone
8 digestive kiks
Kom bærrene i en kasserolle, sammen med halvdelen af sukkeret, citronsaft og 1/2 dl vand. Bring det i kog og lad koge videre for svag varme i 3-4 minutter til bærrene er bløde. Tag kasserollen fra varmen og lad det hele stå og køle af i gryden.
Pisk æggehviden helt stiv. Æggeblommen og resten af sukkeret piskes hvidt i en anden skål. Rør mascarponen i og vend til sidst den stiftpiskede æggehvide i. Hæld de kolde blåbær i en sigte, knus kiksene ganske let og lad dem hvile i blåbærsaften nogle sekunder.
Fyld bunden af glassene med kiks. Fordel de kogte bær over kiksene og sidst mascarponecremen. Er der lidt blåbærsaft tilbage, dryppes denne hen over desserterne.
Spise med Mormor
Noget om Mad
VI BAGER GAMMELDAGS