lørdag

Julens solbærsyltetøj

Solbærsyltetøj til æbleskiver og julemorgenbordet fremstilles efter årstiden af frosne solbær, som fås i mange supermarkeder, bl.a. i Irma.
Et vidunderligt syltetøj til hjemmebagt morgenbrød i juledagene, hvor familien slapper af og hygger sig sammen.
Det tager faktisk kun et øjeblik at lave.

JULENS SOLBÆRSYLTETØJ

400 g frosne solbær
100 g tranebær
1 dl rødvin
2 stænger helt kanel
250 g lys muscovadosukker

Kom solbær og rødvin i en kasserolle. Halvér tranebærrene, bland dem og kanel i bærrene og bring blandingen langsomt i kog. Kog nogle minutter og tilsæt sukkeret. Det hele bringes til kog igen og omrøres godt.
Bærrene fordeles i skoldede glas. Saften koger videre ved god varme. Den skal faktisk karamelisere lidt i kanten af gryden, før den hældes over bærrene i glasset, som bindes til.

Spise med Mormor