Slut af på årets sidste aften med denne prægtige skaldyrsret, servér en god tør champagne til eller også en hvid Chateauneuf-du-Pape.
Her er ikke sparet på noget, men hummere og jomfruhummere kan byttes ud med rejer med skal.
Opskriften rækker til 4 personer
SKALDDYR I HVIDVINSSAUCE
1 nykogt hummer (ca. 700 g) eller 2 frosne (a ca. 400g)
8 jomfruhummere (frosne)
1 spsk. cognac
sauce
2 spsk. smør
1 chalotteløg, pillet og finthakket
1 fed hvidløg, pillet og finthakket
1 tsk. konc. tomatpuré
2 dl tød hvidvin
2 dl fiskebouillon
2 dl piskefløde
saft og skal af 1/2 usprøjtet appelsin
salt
1 knsp. cayennepeber
1 smørbolle af smør og mel (smørret skal være blødt som mayonnaise)
Tø de frosne hummere langsomt op i køleskab. Det tager ca. 1 døgn. Pil kødet ud af skallerne og skær det i passende stykker. Læg kødet i en skål og øs cognac over.
Svits løgene klare i smørret, rør tomatpuré, hvidvin og bouillon i og kog det hele under låg i ca. 14 minutter. Si saucen og hæld den tilbage i gryden. Tilsæt appelsinsaft, reven appelsinskal og piskefløde og kog saucen godt igennem. Smag til med salt og cayennepeber.
Læg skaldyrene i saucen og varm dem igennem et øjeblik. Varmer de for længe, kan de blive seje.
Jævn saucen med en smørbolle.
Skaldyr i hvidvinsauce serveres med blancherede blegselleri, porrestrimler og et godt brød.
Noget om Mad