onsdag

Andelever- Mousse med æblechips

Andelever-mousse med æblechips, krydret med allehånde og serveret på knasende sprøde æblechips, er et rigtig godt bud på en lille raffineret juletapas til julens frokostbord. Andelever-mousse med æblechips bør ikke undværes på det moderne julefrokostbord, sat sammen af vore elskede, traditionelle gamle retter, krydret med skønne nye retter.


Retten har den fordel, at tingene kan tilberedes flere dage før, de skal på bordet.

ANDELEVER-MOUSSE MED ÆBLECHIPS

300 g afpudset andelever
10 knuste allehånde
150 g smør
1 æble og 1 hakket chalotteløg
3/4 dl portvin

Krydr leverne med allehånde, steg dem i 50 g smør, tag dem op med en hulske og steg skrællet æble og løg på panden. Kog af med vinen, blend og rør resten af smørret i pureen. Opbevares koldt i køleskabet.

ÆBLECHIPS

Læg papirtynde æbleskiver mindst 1/2 time i kold lage af 2 dl vand, kogt 1 minut med saft af 1 citron og 200 g sukker. Afdryp æblerne, læg dem på bagepapir på en rist og tør dem ved 80 grader i 4-5 timer. Skal derefter stå i slukket ovn natten over og opbevares i tætlukket dåse.

Servér andelever-mousse med æblechips eller på små snitter fint, ristet toast på julefrokosbordet.