Glühwein vil være kendt af mangen en skiturist i det Sydtyske og Østrigske alpelandskab. Herhjemme kan glühwein med stor fornøjelse nydes i december måned, når der kaldes til jule- og førjulehygge. Glühwein består udelukkende af rødvin uden nogen form for spiritus.
GLÜHWEIN
1 fl. rødvin
3 dl vand
saften af 1 citron
200 g sukker
3 hele nelliker
1 stang kanel
citronskal af økologisk citron
Sukker, vand, kanel og nelliker gives et opkog. Tilsæt rødvinen og citronsaften og varm op til lige under kogepunktet. Fjern krydderierne og smag til med sukker.
Glühwein serveres rygende varm med en strimmel citronskal i glasset.